Lillebælt Marked aflyst i 2021

Da vi i Danmark stadig er ramt af Corona, ser bestyrelsen i KIF Middelfart Fodstøtten ingen anden udvej end at flytte dette års marked til næste år.

Vi har i Fodstøtten fuld forståelse for de nuværende restriktioner, som jo desværre har utrolig stor indflydelse på vores hverdag. Det er samtidig meget vigtigt for os, at vi kan afvikle Lillebælt Markedet sikkert for vore gæster, kræmmere, kunstner og vores 250 frivillige medhjælpere.

Inden udgangen af februar vil vi kontakte de kræmmere, som har indbetalt for stadepladser.

Vi ses igen i 2022

Generalforsamling tirsdag den 17. november 2020

På grund af Covid 19 er ordinær generalforsamlingen i KIF Middelfart Fodstøtten udsat til tirsdag den 17. november 2020 kl. 19.30 i KIF huset. 

Vi henstiller til, at der kun kommer en repræsentant pr. husstand.

Dagsorden i henhold til vedtægterne.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen.

Bestyrelsen

Nekrolog for vores Formand Lene Brøndum Jørgensen

Det er med sorg, at vi fik meldingen tirsdag den 1. september, at vores formand for KIF Middelfart Fodstøtten (Lillebæltmarkedet) Lene Brøndum Jørgensen var afgået ved døden.

Lene har været formand for Fodstøtten i over 10 år.

Lenes store passion var Lillebæltmarkedet, som Fodstøtten arrangerede hvert år i Kristi Himmelfarts dagene. Lige siden første marked tilbage i 1993, har Lene været med til at arrangerer markedet.

Det første år som hjælper i madteltet, men de sidste mange år, har hun haft kontakten til kræmmerne, via mail, telefon og infovognen på markedet.

Lene havde et rigtig godt forhold til kræmmerne, og som hun altid sagde ”Kræmmere er et specielt folkefærd, og hvis jeg ikke er tydelig overfor dem, ja så løber de om hjørner med mig”. Kræmmerne og Lene var ikke altid enige, men der var en tydelig respekt for Lenes store engagement og meninger blandt kræmmerne.  Lene var et kendt ansigt rundt på mange kræmmermarkeder, og hun blev altid mødt med knus og kram, når hun mødt kræmmerne.

Men hvorfor brugte Lene så meget tid på Lillebæltmarkedet. Sidste år blev hun netop spurgt af avisen, hvorfor hun gjorde det. Lene svarede bramfrit: ”Jeg gør det, fordi det er skide sjovt”

Hun glædede sig altid til medhjælperfesten efter markedet, hvor hun kunne være sammen med alle de op til 200 frivillige, som år efter år hjalp til på Lillebæltmarkedet.

Vores tanker går til Lenes familie.

Æret være Lenes minde.

Bestyrelserne i

KIF Middelfart Fodstøtten

KIF Middelfart Fodbold

Hjælp til Lillebælt Marked 2020

Traditionen tro ville vi i Kristi Himmelfarts dagene have budt dig velkommen til Lillebælt Marked 2020 under Den Nye Lillebæltsbro. 

Grunden til, at bestyrelsen i Fodstøtten og de mange hundrede frivillige år efter år ligger alle kræfter i for at afholde Lillebælt Markedet, er at samle penge ind til fodbolden i Kauslunde IF.

Men på grund af Covid 19 har vi i år desværre ikke mulighed for at samle penge ind til fodbolden.

Vi håber derfor, at du har lyst til at donere 40 kr., som du normalt ville betale for at parkere bilen. Hvis du har lyst, må du meget gerne indbetale de 40 kr. på MobilePay nr. 75236.

Støtten vil gå ubeskåret til Kauslunde IF fodbold.

Vi vil blive mægtig glade for, hvis du fortsat vil være med til at støtte den gode sag, som du allerede har gjort i mange år.

Tusind tak for støtten og vi ses igen til Lillebælt Marked 2021. 

Bestyrelsen

Information om Covid-19

Lillebæltmarkedet følger med i udviklingen af denne alvorlige virus, som har ramt os.

Indtil videre har vi ikke ændret vores planer for det kommende Lillebæltmarked.

Vi vil i de kommende uger, på baggrund af myndighedernes anbefalinger og krav, tage stilling til en eventuel aflysning af markedet i år.

Få en enkel og billig hjemmeside lavet af Dit Online Visitkort